Mindeord: Per Thune Jensen 1961-2008

 
 
4037 1847 har ringet for sidste gang. AGFs enestående ungdomsleder gennem 30 år, Per Thune Jensen, er død, kun 47 år gammel.
Fra 1978 og frem til sommeren 2006, hvor Thune blev ramt af den uhelbredelige sygdom, Amyotrofisk Lateral Sclerose (ALS), styrede han i 28 sæsoner i træk med hård og kærlig hånd AGFs bedste drengehold.
På en væg i hans hjem hang 28 holdfotos fra de næsten tre årtier med over 500 fodboldspillere, der samlet set nødvendigvis må betragtes som en af de største talentmasser i dansk fodbold nogensinde; Stig Tøfting, Martin Jørgensen, Marc Rieper, Claus Thomsen og Morten 'Duncan' Rasmussen – blot for at nævne nogle få.
Fælles for dem alle gjaldt at de havde gået i Thunes skole. De havde lært at give hånd, hver gang de gik ind i klubhuset i Fredensvang, og dermed også, at man som AGFer først har pligter og derefter rettigheder. Spillerne og vi andre elskede den store holdleder for hans omsorg, engagement og utrættelige indsats, og kærligheden var gengældt. Det ejegode menneske lyste op i stolthed, når en af hans drenge gjorde sig på landsholdet.
´'Det er ikke mine drenge, det er AGFs,' hvæssede Thune altid, og understregede dermed, at klubben som altid kom før alt andet. Også i sin egenskab af talentspejder. Han kunne være endt som mangemillionær, for ingen kunne finde de bedste spillere som ham. Lukrative tilbud fra udenlandske klubber fik han da også flere af, men svigte AGF, det kunne han ikke.

Thune var altid knivskarp i replikken og kunne ene mand underholde et selskab på 100 mennesker, hvilket han så altid gjorde til festerne i AGF. Hans arsenal af anekdoter var uudtømmeligt, og de tog altid udgangspunkt i AGF. '99 % af alle verdens fodboldspillere, ønsker før eller siden at spille i AGF, forklarede Thune og tilføjede så tørt: 'Og resten, de lyver!' Og det var den indstilling, der prægede ham, når han – med sine egne ord – udførte det mest ædle af alle tilgængelige job på jordkloden: Spillerrekruttering til Fredensvang! En enkelt var han særlig stolt af: Jan Halvor Halvorsen, der kom til AGF fra tysk fodbold, og som den hidtil eneste spiller er udnævnt til æresmedlem i AGFs Fanclub. Thune havde en særlig forkærlighed for de børn, der havde det svært derhjemme. 'Her er til en pizza, og her er til en tur i biografen.' Det store godmodige menneske, delte ud til højre og venstre, men glemte som oftest sig selv. Mens flere af Thunes spillere som professionelle siden hen nød godt af forskerordninger med skattenedslag måtte den gamle holdleder som oftest skrabe sammen til en Faxe Kondi. 'Jeg er naturligvis vidende om, at penge er rare at have – uden dog nogensinde selv at have haft nogen,' udtalte Thune til AGF-Bladet, da han i 2000 fik overrakt AGFs Æresfad. Men Thune havde noget andet og vigtigere at byde på: Et hjerte af guld.

Han kendte godt sin værdi, men skiltede aldrig med den – bortset fra når en AGF-bus fra Todbjerg kørte ud af byen mod nord. 'Det er så her, jeg er født,' brølede det vidunderlige menneske, når bussen rullede hen over Stjernepladsen…
Tak for den du var, det du gav, og alt det, du udrettede for AGF. Du skal aldrig blive glemt!

Når gik vel en herre så smilende tryg
igennem de skiftende dage!
Hans sind – det var følsomt. Men rank var hans ryg.
Og stolt kan han se sig tilbage.
Hans gerning var ikke en leg, men et værk.
Og viljen, der bar det, var trofast og stærk.

Steffen Olesen, fodboldformand, AGF, 26/11 2008