421

Erik Højsholt er død

Klubnyt
19. maj 2010 - 20:21 af: Steffen Olesen

Mindeord

En af Århus' mest markante erhvervsledere og bestyrelsesmedlem i AGF, Erik Højsholt, er død, kun 61 år gammel. Dermed har AGF mistet en af sine mest trofaste støtter og medlemmer, og til minde om en stor personligheds bortgang gik Danneborg onsdag morgen på halv stang på AGFs baneanlæg i Fredensvang.
Erik var i alle henseender en ener. På den ene side aftvang hans alenlange og fornemme CV en enorm respekt. På den anden var han den beskedne og gennemsympatiske type, der aldrig førte sig frem, og da slet ikke med det ridderkors, som for længst var blevet ham overrakt af dronningen.
Ved sin død sad Erik i 20 bestyrelser. Formandsposten bestred han i de tre store børsnoterede koncerner: Brdr. Hartmann, Auriga Industries (Cheminova) og bryggeri-selskabet Royal Unibrew med de kendte mærker Faxe, Thor, Albani og vores eget Ceres her i Århus. I en årrække i 1990'erne var han adm. direktør for Aarhus Oliefabrik, og senere også bestyrelsesformand for den store århusianske og international anerkendte virksomhed.
Lokalt sad han bl.a. i bestyrelsen for både Aarhus Universitet, var bestyrelsesformand for Brdr. Kier A/S og i mere ydmyge positioner også i ledelsen for både Marselisborg Gymnasium, Frontløberne og AGFs fodboldafdeling. Til min egen store overraskelse takkede Erik for år tilbage ydmygt ja til en plads i AGFs bestyrelse som menigt medlem. Det kunne virke helt paradoksalt at agere formand netop over Erik Højsholt, men det var han nu helt ligeglad med. Med sin ydmyge tilgang til tingene formåede han altid at levere en skarp analyse, og på det økonomiske område skulle man naturligvis stå tidligt op for at matche ham. Det har sikkert kedet ham bravt at drøfte talentudvikling i en uendelighed, og hvorvidt drengeholdet nu skulle med tog eller bus til Odense, men Erik tog det hele i stiv arm og koketterede med, at ud af samtlige sine mange ledelseshverv var AGF det, han så ubetinget brugte mest tid på.
I modsætning til sine øvrige poster var AGF-lønnen dog til at overse og bestod af en fribillet til kampene. Dem havde han imidlertid så rigeligt af i forvejen, da den inkarnerede århusianer tidligt lod sin klub få del i sponsorater og donationer fra de virksomheder, han var med til at drive og de fonde, han stod i spidsen for.
Vi vil huske Erik som et meget generøst, beskedent og ejegodt menneske, der foretrak en position i baggrunden men også trådte i karakter, når der skulle skæres i gennem.
I februar var vi nogle AGF'ere på en weekend-fodboldtur i London. Efter at have set West Ham i Premier League om lørdagen beordrede biskop Kjeld Holm selskabet i kirke søndag formiddag. Der syntes imidlertid ingen ende på gudstjenesten, der trak ud i det uendelige. Jeg sad ved siden af Højsholt, og pludselig slap hans tålmodighed op og udbrød: ?Kom, vi går ud og får en smøg.?
Nu skal vi så i kirke med biskoppen igen, men omstændighederne er denne gang de mest tragiske, man kan forestille sig. For tre måneder siden var Erik Højsholt i strålende form, og sammen pløjede vi London igennem km for km. Nu er han ikke længere iblandt os. Det er helt ubærligt, og tankerne går i denne svære tid til Eriks familie fra os alle i Fredensvang.

Æret være Erik Højsholts minde!

Steffen Olesen
Fodboldformand
AGF